Damasus 1., ca. 305-11.12.384, biskop i Rom fra 366. Hans valg fandt sted under et skisma, som udviklede sig til blodige gadekampe mellem hans og modstanderen Ursinus' tilhængere. Damasus' største betydning er at have konsolideret den kristne kirke i Romerrigets hovedstad, bl.a. ved at udbygge byens mange martyr- og bispegrave som kultsteder. I den forbindelse skrev han en række latinske epigrammer, hvoraf enkelte er bevaret i form af indskrifter, andre i afskrifter af senere pilgrimme.