Dagmarkorset er fremstillet i en detaljerig celleemalje-teknik, hvor tynde guldvægge skiller de mange felter med hver deres emaljefarve. Fundet af det fine byzantinske guldsmedearbejde i en af de kongelige grave i Skt. Bendts Kirke i Ringsted afspejler sandsynligvis 1100-tallets tætte familieforbindelser mellem det danske kongehus og russiske fyrster.

.

Dagmarkorset er et 3,4 centimeter højt, 2,9 centimeter bredt og 0,3 centimeter tykt relikviekors af guld og emalje (celleemalje). Det kostbare hængesmykke, der menes udført i Byzans i 1000-tallet, er hult og viser på den ene side den korsfæstede Kristus, på den anden side Kristus som dommer sammen med Maria og Johannes Døberen samt de to græskortodokse helgener Basilios den Store og Johannes Chrysostomos.

Korset blev angiveligt fundet i en grav i Sankt Bendts Kirke i Ringsted og i 1695 indsendt til Det Kongelige Kunstkammer, hvor en usikker tradition knyttede det til Valdemar 2. Sejrs dronning Dagmar.

Efterligninger af Dagmarkorset har været populære i Danmark, siden Frederik 7. i 1863 brugte en kopi som bryllupsgave til den danske prinsesse Alexandra. Det originale kors er på Nationalmuseet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig