DEFA

DEFA, Deutsche Film AG, tysk filmselskab, oprettet 1946 i Potsdam-Babelsberg i den sovjetiske besættelseszone, det senere DDR. DEFA havde monopol på filmproduktion i DDR og nåede at fremstille over 700 spillefilm, hvoraf de sidste blev færdiggjort og havde premiere efter Berlinmurens fald i 1989.

DEFA blev oprettet på sovjetisk initiativ og under sovjetisk kontrol med den erklærede målsætning at virke for antifascismen og demokratiet. Langt de fleste medarbejdere foran og bag kameraet havde en fortid i Det Tredje Riges filmproduktion.

Alligevel er de tidlige DEFA-film, der gør op med den umiddelbare fortid, præget af en oprigtig vilje til en ny begyndelse. Det gælder især Wolfgang Staudtes Die Mörder sind unter uns (1946, Morderne er iblandt os). En del af de første DEFA-film blev også vist i de vestlige besættelseszoner og indgik på den måde i den fællestyske efterkrigstidserfaring. Die Mörder sind unter uns etablerede således Hildegard Knef (1925-2002) som tysk filmstjerne, hvis fremtid kom til at ligge i vesten.

I det hele taget var der en vis bevægelighed fra vest til øst og omvendt i DEFA's pionerår, indtil den kolde krig omkring 1949 fik fronterne til at stivne.

Mens de vesttyske filmselskaber hurtigt slog ind på en bølge af hjemstavnsfilm og nostalgisk fortidsdyrkelse, fastholdt DEFA lige til det sidste antifascismen som tilbagevendende tema. Det førte, alt efter tidspunktet, til vidt forskellige resultater. Bl.a. var heroiseringen af kommunisterne i kampen mod nazismen og for en bedre verden næsten uomgængelig.

Personkulten, der i hverdagen koncentrerede sig om Josef Stalin og Walter Ulbricht, fejrede cinematografiske triumfer i Kurt Maetzigs (1911-2012) to episke farvefilm om Ernst Thälmann, KPD-lederen, der var blevet myrdet i 1944 i Buchenwald (Ernst Thälmann - Sohn seiner Klasse, 1954 og Ernst Thälmann - Führer seiner Klasse, 1955).

På grund af en meget restriktiv importpolitik og den deraf følgende, manglende konkurrence udefra kunne DEFA være sikker på sit hjemmepublikum. Vesttyske og vestlige film kunne sjældent ses i DDR's biografer. Man samproducerede med andre østbloklande, i enkelte tilfælde med Frankrig.

Alligevel følte man sig forpligtet til at tage nogle af de temaer op, som også blev belyst i samtidige vesttyske film: ungdom, forelskelse og indgåelse af ægteskab i en verden, hvor det kan være svært at finde sig til rette.

Konrad Wolfs Der geteilte Himmel (1964) efter en fortælling af Christa Wolf inddrager endda det delte Tyskland og det delte Berlin i den fragmenterede helhed. Umiddelbart efter opførelsen af Muren i Berlin i 1961 var der en almindelig tilbøjelighed til at nærme sig tabuer og overskride dem.

Repræsentanter for regeringspartiet SED skulle gerne fremstå som idealkarakterer, men gjorde det ikke altid. Det førte til, at en række film blev forbudt, fx Spur der Steine (1966) af Frank Beyer (1932-2006). Konrad Wolf og Frank Beyer blev gennem årene DDR's interessanteste kronikører, der dog stadig begge vendte tilbage til den tyske fortid. Med Beyers Jakob der Lügner (1974) efter en roman af Jurek Becker opnåede DEFA sin eneste Oscar-nominering nogensinde.

DEFA producerede også film i genrer, man havde lånt fra Vesttyskland og USA: musicals og westerns, hvor indianerne var heltene. En særlig høj standard havde dukkefilm og andre animerede film.

Alligevel kunne DEFA fremelske stjerneskuespillere, der var fuldt på højde med de vesttyske, men helt ukendte uden for DDR. DEFA-film blev nemlig, uanset kvalitet, yderst sjældent vist i Vesttyskland og nåede derfor heller ikke danske biografer.

En af DEFA's største succeser nogensinde var og er Heiner Carows bittersøde kærlighedshistorie Die Legende von Paul und Paula (1973). Ligesom så mange andre DEFA-film blev den trukket tilbage fra biograferne, da nogle af de medvirkende valgte at forlade landet.

De mange protester og den store udvandring i forbindelse med udvisningen af Wolf Biermann i 1976 fik også indvirkning på filmproduktionen. Frank Beyer, der havde protesteret, men ikke ville forlade DDR, fik karantæne i nogle år. Enkelte af udvandrerne kunne endda fra næsten bar bund slå igennem og få en grandios vesttysk karriere.

Det gælder DEFA-veteranerne Armin Mueller-Stahl, der er endt i Hollywood, og Manfred Krug (1937-2016). De skuespillere, der blev i DDR til Murens fald, fik gennemgående sværere ved at hævde sig i et forenet Tyskland.

Trods tabuer og diktater udgør det samlede DEFA-output en værdifuld tilgang til hverdagen i DDR gennem 40 år. Under de skiftende tøvejr er produktionen heller ikke isolationistisk, ved internationale festivaler i østblokken har DDR-instruktørerne hentet impulser fra den nye franske bølge og andre af tidens strømninger.

En lederskikkelse som Konrad Wolf var uddannet i Sovjetunionen og påvirket af russisk klippeteknik. Med disse vidt forskellige komponenter udgør DEFA-filmene på godt og ondt et alternativ til samtidig vesttysk filmkunst.

DEFA blev opløst i 1992 og dets studier solgt til et fransk selskab.