DAF, hollandsk bil- og lastvognsfabrik, grundlagt 1932, da Hub og Wim van Doorne ændrede navnet på deres fabrik for bl.a. stålskabe til Van Doorne Aanhangwagen Fabriek; hurtigt derefter startede produktionen af lastbiler. I 1954 begyndte arbejdet med en lille personbil med automatisk transmission (Variomatic), og i 1958 kom DAF 600 på markedet, en lille firepersoners bil med luftkølet tocylindret motor. Den vakte opsigt på grund af sin automatiske tandremstransmission med remskiver med variabel radius, styret af undertrykket i motorens indsugning. I 1975 blev personvognsproduktionen overtaget af Volvo, som hurtigt afskaffede Variomatic-transmissionen.