D.G. Moldenhawer, Daniel Gotthilf Moldenhawer, 1753-1823, tyskfødt teolog og bibliotekar, der i 1777 kom i dansk tjeneste som professor i Kiel. I 1780'erne rejste han i bl.a. Frankrig og Spanien, hvorfra han hjemførte en samling vigtige håndskrifter, delvis erhvervet ved tyveri. Som leder af Det Kgl. Bibliotek ydede Moldenhawer fra 1788 en indsats af stor betydning. Med forbillede i universitetsbiblioteket i Göttingen omdannede han Det Kgl. Bibliotek til et moderne brugsbibliotek; han flerdoblede dets samlinger, fik det i 1793 gjort offentligt tilgængeligt og grundlagde en moderne, systematisk katalog.