Artikelstart
Düsseldorf, hovedstad i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen i Ruhrdistriktets sydlige del; 588.700 indb. (2010).
Düsseldorf er Ruhrdistriktets administrative og kulturelle center med sæde for delstatsregeringen og Landdagen. Den er et betydningsfuldt økonomisk centrum med hovedkontor for store industriforetagender, banker og forsikringsselskaber; desuden findes der flere end 200 organisationer, bl.a. fagforeninger og de tyske kommuners landsforening.
Düsseldorf er en vigtig industriby med jern- og stålindustri, og der fremstilles maskiner og transportmidler, bl.a. sporvogne. Produktionen af kemikalier, elektriske artikler og præcisionsmåleinstrumenter er betydelig, og byen har en omfattende beklædnings- og konfektionsindustri.
Byens gunstige trafikale beliggenhed ved Rhinen med de tre flodhavne og den internationale lufthavn Lohausen har tiltrukket både nationale og internationale firmaer. Düsseldorf er derved blevet en attraktiv messe-, handels- og kongresby.
Düsseldorf rummer det statslige kunstakademi, et musikkonservatorium og et operahus (Deutsche Oper am Rhein) samt flere teatre. Her findes også Max-Planck-Institut for jernforskning, et universitet (oprettet 1965) og en europæisk handelshøjskole, som er en filial af handelshøjskolen i Paris.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.