Faktaboks

César Vallejo
Født
1892
Død
1938

César Vallejo, 1892-1938, peruviansk forfatter. I 1900-t.s latinamerikanske poesi indtager Vallejo en plads, der kun kan sidestilles med Pablo Nerudas, og hans indflydelse ses hos talrige af de senere generationers digtere. Efter at have udgivet sine første digtsamlinger, Los heraldos negros (1918, De sorte herolder) og Trilce (1922), rejste han i 1923 til Paris som så mange af tidens latinamerikanske intellektuelle. For ham blev opholdet imidlertid ikke blot et kunstnerisk inciterende møde med den europæiske avantgarde, men også en konfrontation med ekstrem fattigdom og sult og en accentuering af den dybe følelse af menneskets forladthed, der gennemtrænger hans digtning.

Under rejser i Sovjetunionen blev han grebet af kommunismen, og han støttede lidenskabeligt den spanske republik under borgerkrigen, som det ses i den sidste digtsamling, España, aparta de mí este cáliz (Spanien, tag denne kalk fra mig). Den blev ligesom Poemas humanos (Menneskelige digte) udgivet i 1939 efter hans død og udtrykker som hans sidste budskab håbet om et menneskeligt fællesskab.

Det er dog helt overvejende alment eksistentielle temaer som synd, skyld og lidelse, der dominerer i hans digte, hvor der ikke findes nogen kristen fortrøstning, og mennesket selv er den korsfæstede, slået af Gud. Dette udtrykkes i et ofte uhyre kompliceret sprog, der nedbryder normalsproget og provokerer læseren med opløsning af syntaksen og nydannelser som fx det gådefulde ord "trilce". Ud over poesien, som har givet Vallejo hans ubestridelige internationale status, har han skrevet romaner, noveller, teater og journalistik. Hans digte foreligger på dansk i Udvalgte digte (1978) og Den sorte herold (1989).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig