Cyrus Hall McCormick, 1809-1884, amerikansk opfinder og producent. Som søn af en farmer i Virginia var McCormick tidligt optaget af mulighederne for at udvikle en effektiv høstmaskine, og i 1831 demonstrerede han en maskine, hvis hovedprincipper siden har været bærende for alle høstmaskiner. Med sit udtalte forretningstalent overlevede McCormick konkurrencen på markedet, og i 1847 åbnede han en fabrik i Chicago. McCormicks høstmaskine præsenteredes i 1851 på Verdensudstillingen i London, hvormed hans internationale berømmelse var en kendsgerning. McCormick virkede desuden for den presbyterianske kirkes udbredelse, og som demokrat var han aktivt engageret i politik. I 1902 fusionerede The McCormick Harvesting Company med andre lignende virksomheder og blev til International Harvester Company.