.
.

Cyklistforbundet er en forening til varetagelse af cyklisternes – specielt hverdagscyklisternes – interesser. Forbundet blev stiftet i 1905 som Dansk Cyklist Forbund og har ca. 13.000 medlemmer (2023). Forbundet udgiver medlemsbladet Cyklister fire gange årligt.

Faktaboks

Også kendt som

indtil 2014 Dansk Cyklist Forbund, DCF

Blandt foreningens resultater kan nævnes medtagelse af cykler i tog, etablering af et nationalt cykelrutenet i 1993 og forebyggelse af ulykker med cyklister involveret, specielt højresvingsulykker.

Foreningen afvikler jævnligt store kampagner: siden 1997 Danmarks største motionskampagne Vi cykler til arbejde, siden 2005 Store Cykeldag anden søndag i juni, en årlig Cykelturistuge samt i uge 36 og 37 ABC – Alle Børn Cykler – for skolebørn.

Cyklistforbundet arbejder desuden for at fremme brug af cykelhjelme og reglementeret lys på cykler og har udarbejdet en håndbog for cykelparkering og en håndbog for skolecykling.

Cyklistforbundet består af 66 lokale afdelinger, fordelt på kommuner, samt en ungdomsafdeling, Syg Klister. I kommuner som ikke har en afdeling, findes som regel en af hovedbestyrelsen udpeget repræsentant for forbundet. Forbundet ledes af en hovedbestyrelse, valgt af det årlige landsmøde. Den nuværende landsformand er Jens Peter Hansen, og sekretariatet er placeret i København med Kenneth Øhrberg Krag som direktør.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig