Cuba - sociale forhold

Artikelstart

Cuba - sociale forhold, Før revolutionen var Cuba præget af store økonomiske og sociale uligheder især mellem land og by. Den betydelige velstand var først og fremmest koncentreret i Havana. Reformerne efter 1959 sigtede fortrinsvis mod at tilgodese den fattige landbefolkning; til gengæld blev forholdene for byernes middelklasse generelt forringet, og mange flygtede til udlandet.

Et af styrets mål var at skabe et samfund uden fattigdom og diskrimination. Det er delvis lykkedes gennem en ihærdig indsats, men den økonomiske krise har fra slutningen af 1980'erne udhulet de sociale fremskridt, og de økonomiske reformer har på ny forstærket tendensen til økonomisk og social ulighed. Der findes ingen tilgængelige statistikker over indkomstfordelingen i Cuba, men fattigdommen er siden 1990'erne blevet mere synlig. Sundhedssystemet mangler resurser til medicin og udstyr, hvilket står i skærende kontrast til det store antal læger Cuba sender til andre lande i Latinamerika og Afrika. Cuba har det højeste antal læger pr. 100.000 indbyggere (588). I Danmark er tallet 322.

Lovgivningen på det sociale område er blandt de mest avancerede i Latinamerika. Pensionsalderen er 55 år for kvinder og 60 år for mænd, og pensionen er på 50% af den seneste indkomst. Lokale lønninger er dog så lave at de ikke engang rækker til at dække de grundlæggende behov, hvorfor mange forsøger at skaffe sig andre indtægter i konvertibel valuta, der kan bruges i statsejede dollar-butikker.

Kvinders ligestilling er garanteret efter loven. Der findes et veludviklet net af daginstitutioner med gratis bespisning af børnene, hvilket betyder, at flere kvinder kan studere eller arbejde. Skilsmisseprocenten er meget høj, og mange mødre er enlige.

Den økonomiske nedtur, den nye økonomiske politik og den nye masseturisme har medvirket til skabelsen af et sort marked, der danner en frodig grobund for kriminalitet. Desuden er prostitution atter meget udbredt især i de store byer. Berigelseskriminalitet og stofmisbrug er voksende problemer, og korruptionen er siden 1980'erne vokset, men er langt mindre end i de fleste andre latinamerikanske lande.

Læs mere om Cuba.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig