Cuba - litteratur

Cuba - litteratur, I sidste tredjedel af 1700-t. begyndte Cuba at få en kulturel egenart. Efter den engelske besættelse 1762-64 og under indtryk af de mere liberale strømninger fra Spanien grundlagdes i 1790 den første avis, og i 1792 det første offentlige bibliotek. Havanas universitet var blevet grundlagt i 1728, men først med Félix Varela (1788-1853) og hans elever fik det en rolle i Cubas egen kultur. Selv karakteriserede han sin lærestol som viet til friheden og menneskerettighederne. 1800-t.s mange akademier og litterære tidsskrifter havde uafhængighed af Spanien og kulturel identitet som fælles mål. I årene op til Den Spansk-amerikanske Krig kæmpede José Martí i et stort antal skrifter for uafhængigheden, ikke blot af Spanien, men også af monstret mod nord, USA.

Cuba havde i 1800-t. sine costumbristas, skildrere af dagliglivet, såsom Victoriano Betancourt (1813-77) og Cirilo Villaverde (1812-94). Uafhængighedstrangen førte tidligt sidstnævnte ind i den romantiske bevægelse, bl.a. med romanen Cecilia Valdés (1839, fuldendt i eksil 1882). Tidens mest berømmede digter og forfatter Gertrudis Gómez de Avellaneda (1814-73) satte med romanen Sab (1841) fokus på et andet af hovedspørgsmålene i det cubanske samfund: racekonflikten, her tematiseret i mulatslavens forhold til herskabets hvide datter.

Realismen på Cuba har franske forbilleder; Carlos Loveira (1882-1928) fremhæves ofte for sin Zola-inspirerede, fordømmende roman Juan Criollo (1927, Kreoleren Juan). Det sociale engagement fortsatte blandt 1900-t.s forfattere dels med kritik af konkrete forhold som hos Luis Felipe Rodríguez (1888-1947), der beskrev fornedrelsen på landet, dels med direkte politisk appel mod Machados diktatur.

Den særlige négritude-litteratur om den afrocubanske kultur tæller mange fine værker, først og fremmest Alejo Carpentiers roman Ecué-Yamba-O (1933); folkloristen Lydia Cabreras Cuentos de Cuba (1940, Fortællinger fra Cuba) beskriver de sortes magiske kultur indefra. Blandt négritude-digterne regnes Nicolás Guillén for den bedste. Carpentier skrev sig efterhånden fra en magisk realisme ind i en socialistisk realisme, i en egen stil inspireret af barokken. José Lezama Lima bevægede sig indholdsmæssigt ad andre stier i sine hermetiske værker, hvor sjælelivet behandles i en stil påvirket af den vanskeligt tilgængelige og dunkle barokstil gongorisme. (Se også Góngora).

Med Castros revolution blev der trukket en skillelinje. Mange yngre forfattere hyldede revolutionen; andre foretrak eksilet. Guillermo Cabrera Infante var en tid en af revolutionens frontfigurer, men udvandrede ligesom Servero Sarduy. Begge var de stilskabende i den spansksprogede litteratur. Blandt digterne har Heberto Padilla (1932-2000) haft en bemærkelsesværdig rolle: Han fik i 1968 Forfattersammenslutningens pris for sin bog Fuera de juego (Off-side), men blev senere fængslet for sin kritik af regimet og måtte i eksil. "Sagen Padilla" åbnede øjnene på mange cubanske intellektuelle.

Læs mere om Cuba.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig