Cuba - billedkunst og arkitektur

Cuba - billedkunst og arkitektur, Christoffer Columbus fandt 1492 under sit første besøg på Cuba kunstfærdigt udformede lerfigurer af kvinder samt statuer og keramik. Den tidligste koloniarkitektur i spansk mudéjarstil er bevaret i Casa del Gobierno og ruinerne af San Francisco de Paula-klostret i Havana fra 1700-tallet.

Byens katedral (1777) er det fornemste eksempel inden for barokarkitekturen; altrene fra 1900-tallet er i nyklassicisme, og i denne stil opførtes cigarfabrikker, sukkerlagre, offentlige bygninger og teatret Tacón samt en kopi af The Capitol i Washington (1929).

Cuba fremviste først en selvstændig malerkunst med 1920'ernes modernisme. Victor Manuel (1897-1968) forenede i enkle, farverige landskaber og portrætter europæisk impressionisme med cubansk sensualitet. Amelia Peláez (1897-1968) indførte surrealismen i billeder med tropiske og koloniale motiver.

Også Fidelio Ponce (1895-1949), René Portocarrero (1912-85) og Carlos Enríquez (1900-57) udviklede typiske, ofte barokke afrocubanske temaer i den europæiske avantgardes formsprog.

Periodens vigtigste maler var Wifredo Lam. Caribisk natur, social indignation og antikolonialistiske holdninger samt afrocubansk bevidsthed præger revolutionsgenerationen. Manuel Mendive (f. 1944) og José Bedia Valdés (f. 1959) udforsker afrikansk religiøsitet og etnografiske temaer under indflydelse af en vestlig filosofisk diskussion.

Kunstnere som Ana Mendieta (1948-85) og Luis Cruz Azaceta (f. 1942) emigrerede til USA, hvor de har nærmet sig en nordamerikansk avantgardekunst.

Læs mere om Cuba.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig