Cuba - økonomi, Før den cubanske revolution i 1959 havde USA en dominerende indflydelse på landets økonomi. Omkring 75% af udenrigshandelen foregik med USA, og amerikanske interessenter ejede bl.a. en stor del af sukkerindustrien, tele- og elnettet samt hele nikkelindustrien og alle olieraffinaderierne.

Efter revolutionen iværksatte Fidel Castro en radikal omstrukturering af økonomien efter socialistisk forbillede, hvilket indebærer, at staten (og ikke markedet) kontrollerer produktionen og dens fordeling, fx vha. rationering. Industrien og bankerne blev nationaliseret, priserne fastsat administrativt, og selvforsyning og industrialisering blev nye nøgleord. Samtidig skulle en jordreform sikre en mere retfærdig fordeling af resurserne.

Nationaliseringerne fandt sted uden kompensation og medførte fra 1960 en amerikansk blokade af landet, som siden har været i kraft med vekslende strenghed, og som blev fulgt af en lang række af de vestlige lande og tillige har afskåret landet fra støtte fra IMF og Verdensbanken. Cuba påbegyndte herefter et tæt samarbejde med Sovjetunionen og de øvrige østbloklande og blev i 1972 medlem af COMECON; i slutningen af 1980'erne foregik omkring 80% af udenrigshandelen med COMECON-partnere. Sovjetunionen støttede indtil 1991 i betydeligt omfang Cuba økonomisk, bl.a. gennem køb af sukker over verdensmarkedsprisen. Samtidig kunne Cuba importere russisk olie til faste, lave priser. Det skønnes, at den sovjetiske støtte årligt har udgjort omkring 20% af Cubas BNP.

Efter Sovjetunionens sammenbrud og COMECONs opløsning i 1991 har Cubas økonomi været på randen af sammenbrud med yderligere rationering af fødevarer, benzin og elektricitet til følge. Årsagen var, at de gunstige økonomiske relationer til de tidligere østbloklande bortfaldt, samtidig med at bytteforholdet mellem de dominerende eksportvarer sukker og nikkel og den importerede olie forværredes, og at USA skærpede sin blokade af landet. Blokaden har dog ingen formel betydning for andre landes økonomiske samkvem med Cuba, og Kina, Canada, Spanien og Holland er nu blevet Cubas vigtigste samhandelspartnere. Efter en orkan tillod USA dog fra 2001 eksport af bl.a. fødevarer til Cuba, og i 2005 var USA landets fjerdevigtigste leverandør. Cuba har et stort handelsunderskud (forholdet var næsten 1:3 i 2005), som i nogen grad afbødes af en voksende turistsektor og af overførsler fra eksilcubanere især i USA.

Den økonomiske statistik er særdeles mangelfuld, men det skønnes, at Cubas BNP i løbet af 1990'erne blev mere end halveret. Tvunget af omstændighederne har Castro påbegyndt en markedsorienteret reformering af den økonomiske politik, der er inspireret af både de kinesiske, de vietnamesiske og de russiske reformer i 1990'erne. Reformprogrammet omfatter bl.a. muligheden for udenlandske investeringer i landet i form af joint ventures med eksisterende statsvirksomheder, større jordlodder til landarbejderne og tilladelse til inden for visse sektorer at drive selvstændig erhvervsvirksomhed; i 2000 var andelen af offentligt beskæftigede faldet til 78%. Det er også tilladt at besidde udenlandsk valuta, som bl.a. kan anvendes i specielle "dollarbutikker", hvilket har ført til en øget dollaranvendelse i samfundet og fremmet den sortbørshandel, der længe har ledsaget den utilstrækkelige vareforsyning. Siden 1999 har den økonomiske udvikling været ret gunstig, bl.a. ophjulpet af et fordelagtigt samarbejde med Venezuela, og på denne baggrund er den parallelle dollarøkonomi igen blevet begrænset. Under disse omskiftelser og med et stadigt mere utilstrækkeligt produktionsapparat har Cuba fastholdt en høj prioritering af det offentlige uddannelses- og sundhedsvæsen, der hører til Amerikas bedste.

I 2005 var Danmarks eksport til Cuba på 130 mio. kr., mens importen blot var på 8 mio. kr.

Læs mere om Cuba.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig