Crosby, Stills, Nash & Young, amerikansk rock- og folkrockgruppe, dannet i 1968 af David Crosby, sang, guitar, Stephen Stills, sang, guitar, keyboards og Graham Nash, sang, guitar, keyboards. Trioens debut-lp Crosby, Stills & Nash (1969) vakte stor opmærksomhed, og samme år blev gruppen udvidet med guitaristen og sangeren Neil Young fra det opløste Buffalo Springfield. En af bandets første koncerter fandt sted på Woodstockfestivalen i sommeren 1969, og den blev meget berømmet. I 1970 udsendte gruppen lp'en Deja Vu og året efter Four Way Street (dobbelt live-lp). Da den sidstnævnte plade blev lanceret, var kvartetten formelt opløst, og de enkelte medlemmer arbejdede på egne projekter. I de efterfølgende årtier blev gruppen med og uden Youngs medvirken gendannet flere gange i forbindelse med pladeudgivelser, fx CSN (1977), American Dream (1988) og Live It Up (1990).