Cromwellstrømmen, Den Ækvatoriale Understrøm, en 0,2 km tyk og 300 km bred strøm langs ækvator, der strømmer fra vest mod øst i de tre hovedoceaner. Strømmen, der udvikles af vest-øst-trykgradienten skabt af den vestgående passatdrift, er mest udtalt i Stillehavet, hvor den kan spores over en 14.000 km lang strækning.

Den øvre grænse for Cromwellstrømmen findes på ca. 100 m dybde. Hastigheden i centrum af strømmen kan komme op på 1,7 m/s, hvilket betyder en volumentransport på op til 60-70 mio. m3/s. Strømmen blev påvist af den amerikanske oceanograf T. Cromwell i 1952.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig