Cro-Magnon

Cro-Magnon, klippely ved landsbyen Les Eyzies de Tayac i Dordognedalen, Frankrig. Her udgravedes i 1868 rester af en række anatomisk moderne menneskeskeletter, de såkaldte Cro-Magnon-mennesker. De kan sandsynligvis dateres til aurignacien (32.000-26.000 år før nu), en datering, som imidlertid afventer bekræftelse.

Skeletresterne repræsenterer tre mænd, en kvinde og tre (måske fire) børn, hvoraf de to (tre) var nyfødte, og et barn var 1/2-1 år gammelt. Der er efter alt at dømme tale om en fællesgrav. Skeletterne af de voksne viser store indbyrdes forskelle.

Cro-Magnon anvendes undertiden som betegnelse for en af flere senpalæolitiske mennesketyper i Europa, men navnet benyttes dog oftest om tidlige, anatomisk moderne europæere i almindelighed. Se også menneske.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig