Craig C. Mello er en amerikansk biolog, fra 1994 professor i molekylær medicin ved University of Massachusetts Medical School og forsker ved Howard Hughes Medical Institute fra 2000. Han modtog i 2006 nobelprisen i fysiologi/medicin sammen med Andrew Z. Fire.
Craig C. Mellos forskningsområde er den genetiske regulering af udviklingen hos rundormen Caenorhabditis elegans. I forbindelse med dette arbejde opdagede og beskrev han – sammen med landsmanden Andrew Z. Fire – i slutningen af 1990’erne, at optagelse/indføring af dobbeltstrenget RNA i C. elegans kan resultere i, at bestemte gener meget effektivt hindres i at komme til udtryk. Fænomenet, der betegnes RNA-interferens, har siden vist sig at være en udbredt, naturlig mekanisme til nedregulering (silencing) af geners udtryk i mange forskellige sammenhænge hos flercellede organismer, både svampe, planter og dyr.
Den laboratoriemæssige anvendelse af RNA-interferens har haft revolutionerende betydning for udforskningen af geners funktion i en række organismer, og opdagelsen har desuden åbnet nye muligheder for udvikling af lægemidler mod alvorlige infektioner (fx hiv-infektion), cancer og arvelige sygdomme.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.