Costa Rica - historie

Costa Rica - historie, Selvom den tidlige indianerbefolkning i Costa Rica ikke har efterladt store bygningsværker, vidner de arkæologiske fund af keramik, sten, jade og guld om en høj udvikling.

På sin fjerde rejse i 1502 lagde Columbus til ved den caribiske kyst og har måske givet Costa Rica sit navn 'Den Rige Kyst'. På trods heraf var Costa Rica i kolonitiden en fattig og glemt provins, som administrativt hørte under Guatemala. Isolationen var medvirkende til udviklingen af en stærk selvstændighedsfølelse hos befolkningen.

I 1821 blev Costa Rica uafhængigt af Spanien. I et par år var landet knyttet til det mexicanske kejserdømme og derpå indtil 1838 medlem af den mellemamerikanske føderale republik; derefter blev det erklæret for en selvstændig republik. Kaffeeksporten, som fra ca. 1850 især gik til England, dannede grundlaget for statsdannelsen.

Præsidenter (udvalgte)
1848 José María Castro
1848-59 Juan Rafael Mora
1859-63 José María Montealegre
1863-66 Jesús Jiménez
1866-68 José María Castro
1868-70 Jesús Jiménez
1870-76 Tomás Guardia
1877-82 Tomás Guardia
1882-85 Próspero Fernández
1885-89 Bernardo Soto
1890-94 José Rodríguez
1894-1902 Rafael Yglesias
1902-06 Ascensión Esquivel
1906-10 Cleto González Víquez
1910-14 Ricardo Jiménez
1914-17 Alfredo González
1917-19 Frederico Tinoco
1919-20 Francisco Aguilar
1920-24 Julio Acosta
1924-28 Ricardo Jiménez
1928-32 Cleto González Víquez
1932-36 Ricardo Jiménez
1936-40 León Castro
1940-44 Calderón Guardia
1944-48 Teodoro Picado
1948-49 José Figueres
1949-53 Otilio Ulate
1953-58 José Figueres
1958-62 Mario Echandi
1962-66 Francisco Orlich
1966-70 José J. Trejos
1970-74 José Figueres
1974-78 Daniel Oduber
1978-82 Rodrigo Carazo
1982-86 Luis Alberto Monge
1986-90 Oscar Arias Sánchez
1990-94 Rafael A. Calderón F.
1994-98 José María Figueres Olsen
1998-2002 Miguel Ángel Rodriguez Echeverria
2002-06 Abel Pacheco de la Espriella
2006-10 Oscar Arias Sánchez
2010-14 Laura Chincilla Miranda
2014- Luis Guillermo Solís

Med bygningen af en jernbane i 1870'erne fra det centrale højland til Limón dukkede amerikansk kapital og bananselskaberne op. Kaffegodsejerne måtte dele magten med disse og dermed se deres legitimitet som herskere anfægtet af mindre jordbrugere. Samtidig ruinerede svingningerne i de internationale priser mange småproducenter, og koncentrationen af jord på færre hænder tog fart.

Blandt de jordløse landarbejdere og fremmedarbejderne fra Italien, Jamaica og Kina på bananplantagerne og ved jernbanebyggeriet opstod kimen til en arbejderbevægelse, som efter grundlæggelsen af kommunistpartiet i 1931 førte til den første store strejke i regionen i 1934.

I perioden 1940-44 fik den kristelig-demokratiske præsident Rafael Ángel Calderón Guardia (1900-70) vedtaget en avanceret sociallovgivning med støtte fra den katolske kirkes ærkebiskop Víctor Manuel Sanabria (1898-1952) og fra Manuel Mora (1909-94), generalsekretær for kommunistpartiet.

Ved valget i 1948 var der visse uregelmæssigheder, og José Figueres, en ung socialdemokratisk orienteret forretningsmand, begyndte et væbnet oprør for at få valgresultatet respekteret.

Han beholdt magten som præsident i 18 måneder og indførte med den nye grundlov i 1949 en række vigtige reformer: decentralisering af statsapparatet, nationalisering af bankvæsenet (bl.a. for at fratage kaffegodsejerne monopolet på kreditgivning og for at fremme sit eget politiske projekt om dyrkning af nye eksportafgrøder og industrialisering af landet), afskaffelsen af hæren etc. I 1953 grundlagde han PLN (Det Nationale Befrielsesparti).

Både den kristelige og den socialdemokratiske lovgivning fra 1940'erne og 1950'erne danner grundlag for det moderne Costa Rica. Landet er således en fredelig oase uden større sociale spændinger i det ellers urolige Mellemamerika.

Costa Rica var helt op til 1950'erne relativt tyndt befolket af en forholdsvis homogen, overvejende hvid befolkning. Folketællingen fra 1927 viser, at landet kun talte 472.000 indbyggere, hvoraf under 50.000 boede i hovedstaden San José.

Kun ca. 10% af indbyggerne er i dag indvandrere, især flygtninge fra nabolandene; den store befolkningstilvækst skyldes hovedsageligt de forbedrede økonomiske og sundhedsmæssige forhold. De dominerende klasser var derfor allerede fra midten af forrige århundrede forudseende nok til at fremme uddannelse og kvalificering af den sparsomme og relativt dyre arbejdskraft. Underskolen blev gratis, obligatorisk og bekostet af staten allerede i 1869.

Denne historiske indsats forklarer også landets lave analfabetisme på under 10% og dermed på linje med store lande som Chile og Argentina. Dette har utvivlsomt været medvirkende til at skåne landet for borgerkrige og brutale diktaturer.

Præsident- og parlamentsvalg, som finder sted den første søndag i februar hvert fjerde år, er sande folkefester, som folk går op i med liv og sjæl. Valgsystemet er velorganiseret, og der registreres ikke uregelmæssigheder. Efter den nugældende grundlov kan man kun blive valgt til præsident én gang i sit liv. Oscar Arias Sánchez, som var socialdemokratisk præsident i 1986-90, fik Nobels Fredspris for sin indsats i fredsforhandlingerne i Mellemamerika.

Op gennem 1990'erne skiftedes socialdemokrater og borgerlige til at regere landet. Det socialdemokratiske parti PLN havde magten 1986-90 og 1994-98, mens Partiet for Kristelig-social Enhed, PUSC, havde magten 1990-94 og 1998-2002.

Den socialdemokratiske præsident José María Figueres Olsen forsøgte i sin regeringsperiode 1994-98 at bekæmpe den stigende fattigdom, men måtte pga. dårlig offentlig økonomi afskedige folk og sænke løn og pensioner.

Den konservative præsident Miguel Ángel Rodríguez (f. 1940), der beklædte posten 1998-2002, gik i gang med at privatisere statslige virksomheder og fik tiltrukket fremmed kapital.

Ved valget i 2002 vandt Abel Pacheco (f. 1933) fra PUSC. Pacheco lovede i sin valgkamp mere effektivitet og højere social velfærd.

Ved valget i 2006 blev den populære Oscar Arias Sánchez efter en international karriere igen valgt til præsident. Arias Sánchez blev ved valget i 2010 afløst af Laura Chincilla Miranda fra PLN, der derved blev landets første kvindelige præsident. Hun blev i 2014 afløst af Luis Guillermo Solís fra det moderat venstreorienterede PAC (Partido Acción Ciudadana - Borgernes Aktionsparti).

Læs mere om Costa Rica.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig