Cosa, antik by i Etrurien, nuværende Ansedonia ca. 140 km nord for Rom. Cosa blev grundlagt som latinsk koloni i 273 f.Kr. samtidig med Pæstum i syd for at beskytte kysten mod fremmed indtrængen. Cosa er den eneste ud af de 65 republikanske kolonier, som man indtil dato har foretaget gennemgribende udgravninger i. Byen dækkede ca. 13 ha og er som en typisk koloni udlagt som et Rom en miniature med bl.a. bymur, forum og tredelt (triadisk) tempel på Capitol; endvidere findes en nærliggende havn. Beboelseshusene adskilte sig fra de ellers gængse ved at bestå af små identiske huse på rækker og med baghaver.