Cornelis Vreeswijk

Faktaboks

Cornelis Vreeswijk
født:
8. august 1937
død:
12. november 1987

Cornelis Vreeswijk.

.

Cornelis Vreeswijk, 8.8.1937-12.11.1987, hollandsk-svensk sanger og sangskriver.

Cornelis Vreeswijk, der kom til Sverige som 12-årig, var fra 1960 meget aktiv i det frodige stockholmske visesangsmiljø og skrev fra begyndelsen selv størstedelen af sit repertoire. Allerede hans første lp'er, Ballader och oförskämdheter (1964) og Ballader och grimascher (1965), blev store succeser.

I de følgende år udsendte han en lang række plader dels med meget personlige tolkninger af bl.a. Bellman og Evert Taube, dels med egne sange, som ofte forenede det skarpt politiske med det poetiske og nænsomme, og som i stigende grad handlede om samfundets outsidere og randeksistenser.

Vreeswijks aktivitet både som sanger, sangskriver og skuespiller på film og teater var omfattende, men i perioder gjorde et ustabilt privatliv ham til et af tabloidpressens yndlingsofre, og han opholdt sig i længere perioder i Danmark og Holland.

Han fremstår som en af de mest originale fornyere og videreudviklere af den svenske visetradition, og mange af hans sange afspejler præcist og troværdigt deres tid, samtidig med at de rækker langt ud over den.

Cornelis Vreeswijk blev i 1988 og 1998 hyldet på de to album Den flygande holländaren og Den flygande holländaren 2, hvor en lang række svenske musikere fremførte deres versioner af hans sange og viser.

Som et vidnesbyrd om Cornelis Vreeswijks fortsatte gennemslagskraft fik spillefilmen Cornelis, instrueret af musikeren Amir Chamdin (f. 1974), premiere i 2010. Titelrollen bliver spillet af den norske musiker Hans-Erik Dyvik Husby (f. 1972). Filmens musik er komponeret af Cornelis Vreeswijks søn, Jack Vreeswijk (f. 1964).

I 2010 udsendtes desuden er bokssæt med Cornelis Vreeswijk på 14 cd'er under titlen Telegram från medborgare Kees.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig