Cooperstown, by i den centrale del af staten New York, USA; 1852 indb. (2010). Et yndet turistmål, der forbindes med "indianerforfatteren" James Fenimore Cooper, hvis far grundlagde byen i 1780'erne. I dag valfarter de fleste amerikanske turister dog til National Baseball Hall of Fame and Museum, og spillet siges at være opfundet her i 1839.