Coop Norden, nordisk detailhandelsselskab, dannet i 2002 ved en fusion, hvor dagligvarehandlen blev overført fra de tre nationale fællesforeninger Coop NKL (Norge), FDB (Danmark, se brugsforeninger) og KF (Kooperativa förbundet, Sverige), som ejede selskabet med hhv. 20%, 38% og 42%. Coop Norden blev Skandinaviens største detailhandelskæde med en markedsandel på 29%. De tre datterselskaber Coop Danmark, Coop Norge og Coop Sverige tog sig af den nationale kædedrift, distribution og markedsføring. De resterende dele af fællesforeningerne omfattede en række non-food-kæder. Samlet havde Coop Norden i 2006 5 mio. medlemmer, over 11 mio kunder, en omsætning på ca. 100 mia. kr., over 3000 butikker og 64.000 ansatte. Coop Norden blev ikke en ubetinget succes og blev opløst igen med udgangen af 2007. FDB blev derefter 100% ejer af Coop Danmark.