Constantin Hansen

Faktaboks

Constantin Hansen
født:
1804
død:
1880

Constantin Hansen. Personernes placering på Constantin Hansens maleri Den Grundlovgivende Rigsforsamling (1860-64) afspejler ikke deres politiske indflydelse, men derimod deres forhold til Orla Lehmann, som står yderst th. i forgrunden; hans svigerfamilie bekostede billedet. Bondevenner og Konservative, der udgjorde 23 af forsamlingen, danner baggrund for de nationalliberale koryfæer. Maleriet hænger på Frederiksborgmuseet.

.

Constantin Hansen. Digteren Christian Winther poserede gerne, men med ironisk distance til sin egen forfængelighed. Efter en opfordring til at lade sig portrættere af Constantin Hansen skrev han i 1857: Giv mig Befaling/ Dag eller Nat,/ Jeg er til Maling/ Altid parat. Maleri af Constantin Hansen, 1857; Frederiksborgmuseet.

.

Constantin Hansen. Tyr er krigs- og formentlig retsgud i den nordiske mytologi. Tegning af Constantin Hansen til A. Fabricius' Illustreret Danmarkshistorie for Folket, 1854.

.

Constantin Hansen. Forlægget for Charlottenborgudstillingens Forårs- og Efterårsudstillings bomærke er tegnet 1866 af maleren Constantin Hansen.

.

Constantin Hansen. Den nordiske tordengud, Thor, med sin hammer, Mjølner. Tegning af Constantin Hansen til A. Fabricius' Illustreret Danmarkshistorie for Folket, 1854.

.

Constantin Hansen. Den nordiske gud Odin med ravnene Hugin og Munin og en ulv ved hver side. Tegning af Constantin Hansen til A. Fabricius' Illustreret Danmarkshistorie for Folket, 1854.

.

Constantin Hansen. Jætten Loke fra den nordiske mytologi, tegnet af Constantin Hansen til A. Fabricius' Iluustreret Danmarkshistorie for Folket, 1854.

.

Constantin Hansen. Frugtbarhedsgudinden Freja fra den nordiske mytologi, tegnet af Constantin Hansen til A. Fabricius' Illustreret Danmarkshistorie for Folket, 1854.

.

Constantin Hansen. Akademikeren Christian Flor førte Grundtvigs ord om, at bønderne udgjorde folkets kerne, ud i livet med grundlæggelsen af verdens første højskole i Rødding i 1844. I forbindelse med sit store maleri af Den Grundlovgivende Rigsforsamling (1860-64) lavede Constantin Hansen flere skitser af forsamlingens medlemmer, bl.a. denne af Flor.

.

Constantin Hansen. D.G. Monrad; maleri af Constantin Hansen, 1846; Folketinget.

.

Constantin Hansen har tegnet denne karikatur af N.F.S. Grundtvig på Odins ottebenede hest Sleipner. Tegningen er fra 1846.

.

Constantin Hansen udførte 1844-53 sammen med Georg Hilker en freskoudsmykning af vestibulen i Københavns Universitets hovedbygning på Frue Plads. Mens Hilker stod for de ornamentale felter med motiver fra den danske flora og fauna, var Constantin Hansens motiver hentet fra den græske mytologi. Her ses den lænkede Prometheus, hvis lidelser lindres af Apollons lyrespil.

.

Constantin Hansen. Orla Lehmann; maleri fra 1862 af Constantin Hansen. Folketinget, Christiansborg.

.

Constantin Hansen, 1804-1880, dansk maler. Constantin Hansen modtog sin første uddannelse hos faderen, portrætmaleren Hans Hansen. 1816 kom han på Kunstakademiets bygningsskole og gik 1825-33 på modelskolen under lærere som C.A. Lorentzen, J.L. Lund og C.W. Eckersberg.

Tidlige malerier som Tre unge Piger (1827, Statens Museum for Kunst) er påvirket af 1700-tallets kunst. Constantin Hansen mistede i 1828 begge forældre og måtte forsørge sine tålmodige modeller, de fire søstre.

Den nationale vækkelse i 1820'erne gav sig udtryk i en interesse for Danmarks arkitektoniske fortidsminder, som han og maleren Jørgen Roed skildrede under indflydelse af de nederlandske malerier i de københavnske samlinger; fx Parti af det indre af Ringsted Kirke (1829) og Kronborg Slot (1834, begge Statens Museum for Kunst) bygger på denne inspiration.

1835-43 opholdt Constantin Hansen sig i Italien, hvor han, inspireret af Eckersberg udførte livfulde skitser af romersk bygningskunst, fx Studie fra Forum Romanum (1837, Glyptoteket), og fortællende genrebilleder af folkelivet. Hovedværket, Et selskab af danske kunstnere i Rom (1837, Statens Museum for Kunst), udførtes til Kunstforeningen i København.

Efter hjemkomsten søgte han at realisere sine tanker om en idealistisk kunst i den monumentale freskoudsmykning med græske guder til Københavns Universitets forhal, udført 1844-53 i samarbejde med Georg Hilker.

For Orla Lehmann malede han 1853-57 Ægirs gæstebud (Statens Museum for Kunst) og på bestilling af Alfred Hage det store maleri Den Grundlovgivende Rigsforsamling (1860-64, Frederiksborg.

Portrætmaleriet blev dog Constantin Hansens sikreste levebrød; han malede bl.a. Jonas Collin (1831, Hirschsprung), M.G. Bindesbøll (1848-49, Thorvaldsens Museum) og Grundtvig (1862, Frederiksborg).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig