Compiègne, fransk by ved floden Oise, 70 km NØ for Paris; ca. 40.400 indb. (2013). Byen nyder godt af beliggenheden nær Paris og er en af de mest dynamiske i området, især inden for servicesektoren. Compiègne fik i 1972 teknisk universitet og i 1985 handelshøjskole. Det store Château de Compiègne rummer bl.a. et historisk museum. Det berømte cykelløb Paris-Roubaix udgår fra byen.

Compiègne er af romersk oprindelse og nævnes i 557 som Compendium. Den var en vigtig by fra merovingernes tid, og i 1153 fik den selvstændige byrettigheder. Under Hundredårskrigen blev Jeanne d'Arc i 1430 taget til fange i Compiègne. I 1870-71 var den et hovedkvarter for den tyske hær, og under 1. Verdenskrig blev den besat af tyske tropper. Syd og vest for byen ligger Compiègneskoven, hvor våbenstilstandsaftalen efter 1. Verdenskrig mellem Ententemagterne og Tyskland blev underskrevet 11.11.1918. Hitler valgte samme sted, da våbenstilstandsaftalen skulle underskrives 22.6.1940 efter Frankrigs nederlag til Tyskland i begyndelsen af 2. Verdenskrig.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig