periode |
|
1821-1830 |
Simón Bolívar |
1833-1837 |
Francisco de Paula Santander |
1845-1849 |
Tomás Cipriano de Mosquera |
1861-1863 |
Tomás Cipriano de Mosquera |
1863-1864 |
Tomás Cipriano de Mosquera |
1866-1868 |
Tomás Cipriano de Mosquera |
1880-1882 |
Rafael Núñez |
1884-1885 |
Rafael Núñez |
1885-1888 |
Rafael Núñez |
1900-1904 |
José Manuel Marroquín |
1904-1909 |
Rafael Reyes Prieto |
1909 |
Jorge Holguín |
1909-1910 |
Ramón González Valencia |
1910-1914 |
Carlos E. Restrepo |
1914-1918 |
José Vicente Concha |
1918-1921 |
Marco Fidel Suárez |
1921-1922 |
Jorge Holguín |
1922-1926 |
Pedro Nel Ospina |
1926-1930 |
Miguel Abadía Méndez |
1930-1934 |
Enrique Olaya Herrera |
1934-1938 |
Alfonso López Pumarejo |
1938-1942 |
Eduardo Santos |
1942-1945 |
Alfonso López Pumarejo |
1945-1946 |
Alberto Lleras Camargo |
1946-1950 |
Mariano Ospina Pérez |
1950-1953 |
Laureano Gómez |
1953-1957 |
Gustavo Rojas Pinilla |
1957-1958 |
Gabriel Paris |
1958-1962 |
Alberto Lleras Camargo |
1962-1966 |
Guillermo León Valencia |
1966-1970 |
Carlos Lleras Restrepo |
1970-1974 |
Misael Pastrana Borrero |
1974-1978 |
Alfonso López Michelsen |
1978-1982 |
Julio César Turbay Alaya |
1982-1986 |
Belisario Betancur Cuartes |
1986-1990 |
Virgilio Barco |
1990-1994 |
Gavira Trujillo |
1994-1998 |
Ernesto Samper Pizano |
1998-2002 |
Andrés Pastrana |
2002-2010 |
Álvaro Uribe |
2010-2018 |
Juan Manuel Santos |
2018-2022 |
Iván Duque |
2022- |
Gustavo Petro |
I 1903 mistede Colombia provinsen Panama som følge af de internationale selskabers interesser i at færdigbygge den interoceaniske kanal. Colombia nægtede at acceptere deres betingelser, mens en separatistbevægelse, der fik støtte fra USA, var villig til at underskrive en traktat. Panama løsrev sig, og kanalen blev bygget færdig. I 1903-1929 havde de konservative magten, og det politiske liv førtes videre efter 1800-tallets model.
Efter verdenskrisen i 1929 overtog de liberale den politiske magt og beholdt den frem til 1946. Under skiftende liberale regeringer skete der en modernisering af landets infrastruktur med bygning af landeveje og jernbaner. Man fremmede en beskeden landbrugsreform og intensiverede søgningen efter olie.
I 1946 begyndte en af de værste perioder i Colombias historie; den varede til 1958, er kendt under betegnelsen La Violencia, 'Volden', og kostede over 280.000 mennesker livet. Konsekvenserne af denne periodes brutalitet mærkes stadig i dag, men der er ikke enighed om voldens mangfoldige årsager. Forholdene på landet var i visse områder nærmest middelalderlige med en fåtallig overklasse, der havde en faktisk hals- og håndsret over bønderne. Efter 1929 forsøgte et spirende og liberalt indstillet industriborgerskab at fremme en modernisering og industrialisering af landet som sådan; dertil var det nødvendigt først at ændre forholdene på landet og at modernisere landbrugsproduktionen. Samtidig skulle udviklingen fremmes af et mere dynamisk nationalt marked med større efterspørgsel og købekraft. Politisk blev det nødvendigt for de liberale at alliere sig med middelklassen og med proletariatet både på landet og i byerne. Men de liberale blev snart betænkelige ved den risiko, der viste sig for at miste kontrollen med deres nye allierede.
Forøgede krav drog modsætninger frem i lyset, og det hele eksploderede i vold i begyndelsen af 1948. Der opstod både liberale og kommunistiske guerillaer, som hurtigt tiltog sig kontrol med store områder, etablerede nye administrationsformer og mobiliserede tusindvis af bønder og jordløse landarbejdere. De liberale og de konservative nedtonede deres modsætningsforhold og fandt sammen i en ny alliance, som skulle forhindre massernes magtovertagelse. Da de imidlertid selv havde mistet den politiske kontrol og var ude af stand til at regere, overdrog de magten til general Gustavo Rojas Pinilla, som etablerede et militærdiktatur.
I 1957 lykkedes det de konservative og de liberale at nedtone deres historiske modsætninger så meget, at de kunne danne en National Front med det formål at sætte en stopper for militærdiktaturet. De vedtog at besætte præsidentposten på skift, samt at de to partier skulle have det samme antal ministerier og repræsentanter i hvert af parlamentets to kamre. Denne paritetsaftale blev overholdt frem til valgene i 1974.
Den ligelige fordeling af ministerierne fortsatte til 1978 efter en stor konservativ og liberal sejr over ANAPO (Alianza Nacional Popular), en populistisk valgalliance, som ved valgene den 19. april 1970 var blevet den største oppositionsgruppe i begge kamre. I 1971 organiserede ANAPO sig som politisk parti med et program for colombiansk socialisme. I protest mod formodet valgsvindel dannede ANAPO-tilhængere en væbnet organisation, den berømte og berygtede guerillabevægelse M-19 (Movimiento 19 de Abril), som fik tilslutning fra dissidenter fra den gamle kommunistiske guerilla FARC, dannet i 1966.
Ved valgene i 1982 opnåede de liberale flertallet både i Kongressen og i Senatet, mens Belisario Betancur fra de konservative blev valgt med et overvældende flertal. I begyndelsen af året havde guerillaerne lidt flere nederlag, blandt andet takket være en paramilitær antiguerillagruppe, Muerte a Secuestradores (MAS, 'Død over Kidnapperne'), som samarbejdede med de store narkokarteller.
I november gav Betancur amnesti til de guerillaer, der var villige til at deponere deres våben, og beordrede en undersøgelse af MAS. Kun et par tusinde guerillaer nedlagde våbnene. Narkokartellerne reagerede med at dræbe justitsministeren Rodrigo Lara Bonilla i april 1984. Regeringen svarede igen med at dekretere generelt udgangsforbud. Alligevel lykkedes det en fredskommission at nå til en våbenhvile og en fredsaftale i august 1984.
I 1986 blev den liberale Virgilio Barco præsident med et så stort antal stemmer, at han kunne opgive samarbejdet med de konservative. Hans kamp mod fattigdommen skaffede ikke fredeligere tilstande; ved præsidentvalget i 1990 vandt den liberale Gavira Trujillo, men inden da var tre kandidater blevet dræbt i løbet af en måned. I 1994 tiltrådte Ernesto Samper Pizano som præsident.
1980-1990'erne var præget af vold og politiske og civile mord, kampe mellem guerillaerne og hæren og kampe mellem hæren og narkokartellernes væbnede folk. Det er sandsynligt, at kartellernes penge fremmede korruptionen blandt politikere og militær, og at der eksisterede stærke forbindelser mellem narko- og guerillaaktiviteter.
I 1990'erne optrappedes det væbnede oprør for at vælte systemet trods flere forsøg på dialog mellem parterne. Volden kom til at omfatte store dele af landet, og den største af guerillagrupperne, FARC, voksede til 17.000 mand.
Det lykkedes heller ikke for Andrés Pastrana, der tiltrådte som præsident i 1998, at få skabt reelle fredsforhandlinger, selvom han i 31/2 år lod FARC kontrollere et demilitariseret område på 42.000 km2 og førte personlige samtaler med FARC's ledelse.
Fredsfølerne mislykkedes, og hæren jog derefter partisanerne ud af deres hovedområde. Ved præsidentvalget i 2002 overgik embedet til den højreorienterede lov og orden-kandidat Álvaro Uribe.
Kampen mod guerillaerne blev under Uribe intensiveret, men det lykkedes desuden at få afvæbnet en stor del af de paramilitære militser, ligesom der blev indledt fredsforhandlinger med nogle af kokainbaronerne. Politikken har i vid udstrækning været en succes, og antallet mord i landet var i 2004, på trods af fortsat politisk vold, blevet halveret.
Landet blev en tæt allieret i USA's "war on drugs", og militærudgifterne blev kraftigt forøget med henblik på kampen mod kokainsmugling og FARC-guerillaer. På trods af Uribe-regeringens tætte bånd til USA opretholdt Colombia sine forbindelser til USA-kritiske lande i regionen som Cuba og Venezuela. Uribe blev genvalgt i 2006 med et stort flertal.
Det i forvejen anspændte forhold til nabolandene Ecuador og Venezuela udviklede sig til en egentlig diplomatisk krise, da colombiansk militær angreb og dræbte en af FARC's ledere på ecuadoriansk territorium.
I 2010 vandt Álvaro Uribes tidligere forsvarsminister Juan Manuel Santos præsidentvalget, blandt andet på løfter om at fortsætte Uribes linje over for FARC og narkobaronerne, som han selv havde været med til at gennemføre som forsvarsminister. Santos blev genvalgt i 2014.
Fra 2012 indledte regeringen og FARC forhandlinger i Havana i Cuba. De ledte i juni 2016 til en historisk fredsaftale mellem de to parter og en forventning om, at en egentlig fredsaftale kan gennemføres inden for en kort tidsramme, hvorved et halvt århundredes borgerkrig kan bringes til afslutning.
Uribes allierede Iván Duque blev præsident i 2018. Ved det følgende præsidentvalg i 2022 vandt den tidligere guerillaleder Gustavo Petro posten som den første venstreorienterede i landets historie.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.