Colmar

Colmar, by på Rhinsletten ved foden af Vogeserne i Nordøstfrankrig, 65 km syd for Strasbourg; ca. 68.000 indb. (2013).

Colmar er administrationsby for departementet Haut-Rhin og sæde for landsretten i Haut-Rhin og Bas-Rhin. Colmar er servicecenter for et tætbefolket opland og har en betydelig turisme; med sin beliggenhed midt i Alsaces vindistrikter har byen siden middelalderen været center for vinhandel. Colmar har talrige mindre virksomheder, ofte af udenlandsk oprindelse, inden for maskin-, tekstil- og fødevareindustri samt kemisk og grafisk industri.

Den gamle bykerne (1400-1700-t.) er velbevaret, smukt restaureret og vidner om byens tidligere velstand. Museet, Musée d'Unterlinden er indrettet i et dominikanerkloster fra 1200-t.; det rummer bl.a. Isenheimer Alteret med alterfløje udført af Matthias Grünewald, et af Europas betydeligste kunstværker fra 1500-t.

Colmar er nævnt under karolingerne i 800-t. Den blev direkte underlagt kejseren som rigsstad i 1226 og fik købstadsrettigheder i 1278.

Under Trediveårskrigen blev Colmar i 1632 besat af svenskerne. I 1673 erobrede Ludvig 14. byen, som derpå blev genkatoliceret. Fra 1790 var Colmar hovedstad i departementet Haut-Rhin; 1871-1918 og under 2. Verdenskrig var byen som hele Alsace underlagt tysk herredømme.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig