Claudio Scimone var en italiensk dirigent. Som leder af kammerorkesteret I Solisti Veneti, som han grundlagde i 1959, specialiserede han sig i italiensk musik fra 1700-tallet. Samtidige komponister har dog også skrevet for kammerorkesteret, der bl.a. har gæstet Salzburg-festspillene gennem mere end 30 år. Scimone indspillede mere end 200 lp'er og cd'er.