Faktaboks

Claudio Magris
Født
10. april 1939, Trieste

Claudio Magris er en prisbelønnet italiensk forfatter og germanist.

Magris' omfattende forfatterskab tager udgangspunkt i habsburgernes kulturområde, "Mitteleuropa", som Trieste indtil 1920 var en del af. Hovedtemaer er sammenhængenes og den "store stils" sammenbrud samt historiens tvetydighed, beskrevet bl.a. i Den habsburgske myte (1963). Magris blev internationalt kendt med essayromanen Donau (1986, på dansk 1989), som er en rejse i tid og rum gennem Donauområdets kultur.

Oversat til dansk

Andre skønlitterære værker oversat til dansk er Funderinger over en sabel (1992), Et andet hav (1994), Floden (1997 i Tre historier), Mikrokosmer (2000) og den mangestemmige I blinde (2007), der udgøres af et virvar af myter og historier om savn, deportation og død, herunder beretningen om den danske Jørgen Jürgensen. Senest er oversat Som De sikkert forstår (2013) og Intet retsligt efterspil (2016).

Øvrige værker

Forfatterskabet rummer også teaterstykkerne Stadelmann (1988), Le voci (1994, Stemmerne) og ikke mindst La mostra (2001, Udstillingen) om den triestinske maler Timmels svære liv med kunsten og kvinderne. En del af Magris' litteratur- og kulturkritiske essays er udkommet under titlen Utopia e disincanto. Saggi 1974-1998 (1999, Utopi og desillusion). Introduktionen af den dengang ukendte Joseph Roth i Lontano da dove fra 1989 er et af Magris' mest vellykkede værker.

Magris modtog 2009 de tyske boghandleres Frihedspris.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig