Claes Andersson

Claes Andersson var en finlandssvensk forfatter, jazzpianist, politiker og psykiater. Denne professionelle baggrund træder frem i romanen En mänska börjar likna sin själ (1983, dansk titel: Et menneske kommer til at ligne sin sjæl, 1985), der skildrer en mands sammenbrud og selvopgør i lyset af moderne narcissismeteorier.

En række digtsamlinger, bl.a. Staden heter Helsingfors (1965), udtrykker i modernismens formsprog en social radikalitet, ironisk, ømt, musikalsk, polemisk. Holdningen rendyrkes i satiriske kabareter, pamfletter og tv-stykker. Det samme prægede hans redaktion af tidsskriftet FBT (1965-1969), der gjorde op med den udpinte modernismetradition i Finland. I Mina bästa dagar (1987) møder man det moderne menneske i samfundets klemme og i naturens vold.

Udvalgte digte findes i Det som blev ord i mig — dikter 1962-87 (1987). Flere af hans digtsamlinger findes på dansk, bl.a. Rumskamrater (1974, dansk titel: Stuekammerater, 1980), Under (1984, dansk oversættelse i 1990) og Huden där den är som tunnast (1991, dansk titel: Huden der hvor den er tyndest, 1996).

I 1987 blev Claes Andersson rigsdagsmand for Demokratiska förbundet för Finlands folk (finsk: Suomen Kansan Demokraattinen Liitto, SKDL) og senere formand for dets afløser, Vänsterförbundet (finsk: Vasemmistoliitto), der blev dannet i 1990.

I 1998 afgav han formandsposten til Suvi-Anne Siimes (f. 1963), og i 1999 forlod han Rigsdagen. Claes Andersson var partiets præsidentkandidat i 1994 og fik 3,8 % af stemmerne. 1995-1998 var han kulturminister. I 2006 vendte Claes Andersson imidlertid tilbage til politik og blev 2007 atter valgt ind i Rigsdagen, men 9.9.2008 måtte han træde ud af helbredsgrunde.

En konflikt mellem eksistens og politik udtrykkes i dele af det lyriske forfatterskab, bl.a. i Som lyser mellan gallren (1989). Om sit politiske liv har han også skrevet den selvransagende selvbiografi Mina tolv politiska år. Fragment, minnesbilder, drömmar (2000). Bogen indeholder skarpe analyser af det politiske sprog og viser de personlige omkostninger — sygdom og stress — der blev en følge af livet i rampelyset.