Cirkus Miehe, dansk cirkus, grundlagt 1871 af den tyskfødte omvandrende musiker Heinrich Miehe (1846-1915) og hans kone, akrobaten Louise Schultz (1849-1932). Familien boede om vinteren i Thy og optrådte resten af året i fri luft rundt i landet. I 1894 købte Heinrich Miehe Rold Kro, hvor han fra 1902 var krovært. Cirkusdriften overlod han til sin ældste datter, Dora Miehe Pfänner (1868-1945). Under ledelse af hende og hendes mand, dressøren Heinrich Kolzer (1874-1955), blev Cirkus Miehe fra midten af 1920'erne førende i provinsen. Efter Dora Miehes død fortsatte Cirkus Miehe med Kolzer og tre af Doras børn som ejere, men måtte ophøre i 1958.

Heinrich Miehes ridehus fra 1914 ved Rold Kro blev restaureret i 1982 og indrettet til cirkusmuseum.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig