Church of the Nazarene, (sidste led af gr. Nazarenos 'manden fra Nazareth', betegn. f. Jesus), amerikansk kirke, grdl. 1907-08 ved sammenslutning af flere kirker og grupper med rødder i 1800-t.s såkaldte helliggørelsesbevægelse (Holiness Movement). Church of the Nazarene er præget af John Wesleys metodisme og hans lære om den kristne fuldkommenhed. Church of the Nazarene understreger den fuldkomne helliggørelse som nådens værk. Kirken lægger vægt på, at medlemmerne fører et etisk værdigt liv. Menighederne har udstrakt selvstændighed, men "general assembly", som består af valgte lægfolk og præster, har den øverste myndighed.