Christopher Nolan

Faktaboks

Christopher Nolan
født:
30. juli 1970

Christopher Nolan, f. 30.7.1970, britisk filminstruktør. Christopher Nolan brød igennem med den fortællemæssigt komplekse film noir Memento (2000) om en mand med hukommelsestab, der forsøger at opklare mordet på sin kone.

Succesen blev fulgt op med Insomnia (2002), en mere konventionel thriller, og Batman Begins (2005), der tilførte Batman-universet en mørkere tone. Christopher Nolan instruerede ligeledes den næste Batman-film i rækken med titlen The Dark Knight (2008). En film der bl.a. blev belønnet med en posthumt tildelt Oscar til skuespilleren Heath Ledger for sin birolle som filmens skurk "The Joker" samt en Oscar for lydredigering. 2012 afrundede Nolan Batman-trilogien med den ambitiøse og bombastiske The Dark Knight Rises.

The Prestige (2006), en 1800-t.s fortælling om to rivaliserende tryllekunstnere, stadfæstede hans forkærlighed for dystre psykologiske skildringer og moralske dilemmaer, spændt op mod genre- og spændingskonventioner.

I 2010 havde Christopher Nolan premiere på Inception, et science fiction-drama, der igen leger med virkelighedsopfattelse og fortællemæssige konventioner med Leonardo DiCaprio i hovedrollen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig