Faktaboks

Christopher Hogwood
Født
10. september 1941
Død
24. september 2014

Christopher Hogwood, 10.9.1941-24.9.2014, britisk cembalist, dirigent og musikforsker. I 1967 grundlagde han sammen med musikeren og musikforskeren David Munrow (1942-1976) ensemblet Early Music Consort, der specialiserede sig i middelalder- og renæssancemusik.

Som leder af ensemblet Academy of Ancient Music, som han stiftede i 1973, indspillede Hogwood musik fra især 1700-t. på historiske instrumenter, bl.a. Händels Messias (1980) og flere af hans operaer samt alle Mozarts symfonier og klaverkoncerter. 1986-2001 var han kunstnerisk leder af Handel and Haydn Society i Boston.

Christopher Hogwood gæstedirigerede flittigt og besøgte flere gange Danmark, hvor han cd-indspillede alle Niels W. Gades symfonier. Han underviste ved bl.a. Royal Academy of Music i London, modtog talrige æresbevisninger og blev i 1989 Commander of the Order of the British Empire.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig