Christine, 24.12.1461-8.12.1521, saksisk prinsesse, dansk dronning, i 1478 gift med den senere kong Hans. Da kongen i august 1501 forlod Sverige, efterlod han Christine sluttet inde i Stockholm. Efter at Stockholm Slot var blevet stormet, kapitulerede hun i maj 1502, tre dage før kong Hans' undsætningsflåde ankom. Først i oktober 1503 blev hun frigivet. Året efter foretog hun en rejse i Nordtyskland og bosatte sig dernæst i Odense, hvor hun købte en gård og indrettede den til residens. Ægteskabet med kongen syntes i realiteten opløst, men den religiøst grebne dronning foranledigede dog, at han bisattes i Odense, hvor hun lod billedskæreren Claus Berg indrette et prægtigt gravmæle i Gråbrødre Klosterkirke, nu i Sankt Knuds Kirke.