Faktaboks

Christian Skov
Født
22. maj 1922
Død
19. november 2016

Christian Skov var en dansk forfatter. Han udgav efter ca. 20 år som lærer i Sønderborg romanen Hein dør (1968) og blev heltidsforfatter.

Den fiktive sønderjyske lokalitet Svenbjerg danner rammen om tre novellebind: Hjemkaldelsen, Ved silden og Regnvejrsaften (1976-80).

Romanen Tønnesen i forårssol (1974) skildrer en splittet bevidsthed; bl.a. her er det 1. Verdenskrig, der har sat ar, mens det i de tre romaner Stranden ved Spar Es (1984), Ingers hvide ben (1989) og Høstnætter (1994) er skadede eller svigtede børns angst, håb og tilflugt i kontaktdrømme, der formidles i et intenst særsprog.

Det kompromisløse arbejde med adækvate sproglige udtryk for det isolerede individ og den porøse bevidsthed er Skovs originale indsats i nyere dansk prosa.

Romanen Endnu er markerne frosne (2003), om en kvinde, der svæver mellem liv og død i en hospitalsseng, er endnu en stilbevidst skildring af det prisgivne menneske.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig