Christian Møller, 22.12.1904-14.1.1980, dansk teoretisk fysiker. Møller var i hele sin karriere tilknyttet Niels Bohr Institutet i København, 1943-75 som professor. Han var ekspert i kvantemekanik og relativitetsteori og brugte i 1932 disse teorier til studier af stød mellem elektroner (se Møller-spredning). Fra ca. 1950 ydede han væsentlige bidrag til den generelle relativitetsteori. Møller var en ledende skikkelse i det internationale fysikersamfund og var aktiv inden for CERN og ved Solvaykongresserne.