Christian Ludvig von Plessen

Faktaboks

Christian Ludvig von Plessen
Født
10. december 1676
Død
30. august 1752

Christian Ludvig von Plessen, 10.12.1676-30.8.1752, dansk statsmand, søn af C.S. von Plessen. Von Plessen var medlem af Gehejmekonseilet fra 1725 og blev i 1730 tillige finansminister. Han forsøgte at overvinde den økonomiske krise ved besparelser, handelsfremme, toldbeskyttelse af landbruget samt lettelse af storlandbrugets byrder.

Som storgodsejer støttede von Plessen indførelsen af stavnsbåndet i 1733; han var imod, at det skulle kombineres med en landmilits, men måtte bøje sig for militærets krav. Saglige og personlige uoverensstemmelser med Christian 6. førte til hans afsked i 1734. Von Plessen var tillige engageret i oversøisk handel og videnskabelig mæcenvirksomhed.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig