Christian Berg, f. 2.6.1944, dansk matematiker. Cand.scient. (1968) og dr.phil. (1976) fra Københavns Universitet på en afhandling om potentialteori på den uendeligdimensionale torus. I 1971 ansat samme sted, fra 1978 som professor. Berg blev i 1982 indvalgt i Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab. Medlem af Det Naturvidenskabelige Forskningsråd 1985-92. Berg har publiceret artikler især om potentialteori, harmonisk analyse og momentproblemet.