Christian August, 9.7.1768-28.5.1810, prins af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg, officer. Som øverstkommanderende for hæren i den sydøstlige del af Norge ledede han 1807-08 det norske forsvar mod den svenske hær. Han afstod fra at angribe Sverige, da den svenske vestarmé i 1809 marcherede mod Stockholm for at afsætte Gustav 4. Adolf. Christian August blev efter freden 1809 med Frederik 6.s accept valgt til svensk tronfølger. I Sverige tog han navnet Karl August, men døde allerede 28. maj 1810.