Christian A. Herter, Christian Archibald Herter, 28.3.1895-30.12.1966, amerikansk politiker og diplomat. Herter var i 1919 sekretær for den amerikanske delegation ved fredsforhandlingerne i Paris og 1919-24 sekretær for den senere præsident Hoover; 1943-53 var han medlem af Repræsentanternes Hus og 1953-57 guvernør i Massachusetts. Han var fra 1957 viceudenrigsminister under præsident Eisenhower og efter John Foster Dulles' død i 1959 udenrigsminister indtil 1961. Herter videreførte Dulles' faste holdning over for Sovjetunionen, bl.a. om Berlin.