Christen Kold

Christen Kold var en dansk pædagog og friskolemand. Han var højskoleforstander 1851-62 i Ryslinge, fra 1862 i Dalum. Christen Kold, der blev lærer fra Snedsted Seminarium 1836, påvirkedes stærkt af lægprædikanten Peter Larsen Skræppenborgs kritik af kirke og skole for rationalisme og præsteherredømme. Han fik ikke varig ansættelse i den offentlige skole, blandt andet på grund af sin afvisning af katekisation, men i stedet blev han huslærer og gjorde sine første erfaringer som "folkeoplyser" blandt bønder. 1842-47 opholdt han sig i Smyrna, hvor han først deltog i et missionsarbejde, men senere efter interne uoverensstemmelser arbejdede som bogbinder.

Efter 1. Slesvigske Krig (1848-51), hvor Christen Kold meldte sig som frivillig, blev han igen huslærer. Personlig opsparing og støtte fra grundtvigske kredse satte ham i stand til at oprette sin første højskole i Ryslinge i 1851. Året efter begyndte han friskolen i Dalby ved Kerteminde, og i 1853 flyttede han også højskolen hertil. I 1862 byggede han højskolen i Dalum ved Odense.

Christen Kold var en personlighed med store evner som folkeoplyser. Han grundlagde friskolen og blev til stor inspiration for højskolen. Hans skole skulle være "et bedested på livsvandringen". Skolen skulle oplive, før den oplyste, og den skulle vække troen på "Guds kærlighed og Danmarks lykke". Fortællingen var hans pædagogiske metode.

Christen Kold efterlod sig kun få skriftlige arbejder. De blev udgivet efter hans død, blandt andet Om Børneskolen (1877) og dagbogen Rejsen til Smyrna (1979, forkortet udgave 1888). I Vennemødetalen, et stenografisk referat af en tale ved et grundtvigsk møde i København 1866, gør Christen Kold rede for sit livsforløb og sit syn på folkelig oplysning. Christen Kolds skoletanker har fået varig indflydelse på dansk skole.