Til forskel fra Mexico og Peru fandtes der i Chile hverken højt udviklede oprindelige kulturer eller store guld- og sølvforekomster. I Nordchile skabte atacama- og diaguitafolkene interessante keramikarbejder. Tæmning af lamaer og dyrkning af majs og kartofler lærte de formodentlig fra ca. 1460 e.v.t. som Inkarigets undersåtter.

Da Diego de Almagro nåede Chile i 1536 efter et togt gennem Andesbjergene, der kostede livet for 10.000 blandt den oprindelige befolkning, mødte han ikke modstand af betydning og vendte tilbage til Peru. I 1540 erobrede Pedro de Valdivia uden større besvær landet og kaldte det Nueva Extremadura. Hovedstaden Santiago blev grundlagt i 1541.

Først mapuchefolket mellem Bío-Bío- og Tolténfloden ydede alvorlig modstand. Mapuche dannede ikke en centraliseret stat, men var spredt i uafhængige lokale stammer under høvdinge som fx Lautaro (d. 1557), der ledede udmattende krige og i slutningen af 1553 fangede og henrettede Valdivia.

Spanierne kæmpede i Chile ikke så meget pga. sølv og guld, men fordi landet var frodigt med gode klimatiske forhold, der lignede de spanske og tillod dyrkning af spanske afgrøder. Picunche- og huillichefolkene leverede arbejdskraften. I modsætning til andre dele af den nye verden var spanierne i Chile mindre splittede indbyrdes og stod solidt sammen imod mapuche. Den sparsomme velfærd kom fra guld, sølv, hvede samt kvægavl og dens biprodukter.

Chilenske statsoverhoveder

øverste befalingshavende
1817-23 Bernardo O'Higgins
1823-26 Ramón Freire
præsidenter
1831-41 Joaquín Prieto
1841-51 Manuel Bulnes
1851-61 Manuel Montt
1861-71 José Joaquín Pérez
1871-76 Federico Errázuriz Zañartu
1876-81 Aníbal Pinto
1881-86 Domingo Santa María
1886-91 José Manuel Balmaceda Fernandez
1891-96 Jorge Montt
1896-1901 Federico Errázuriz
1901-06 Germán Riesco
1906-10 Pedro Montt
1910-15 Ramón Barros Luco
1915-20 Juan Luis Sanfuentes
1920-24 Arturo Alessandri Palma
1925 Arturo Alessandri Palma
1927-31 Carlos Ibañez del Campo
1932-38 Arturo Alessandri Palma
1938-41 Pedro Aguirre Cerda
1942-46 Juan Antonio Ríos
1946-52 Gabriel González Videla
1952-58 Carlos Ibañez del Campo
1958-64 Jorge Alessandri Rodríguez
1964-70 Eduardo Frei Montalva
1970-73 Salvador Allende
1973-89 Militærjunta under ledelse af Augusto Pinochet
1990-94 Patricio Aylwin
1994-2000 Eduardo Frei Ruiz-Tagle
2000-06 Ricardo Lagos
2006-10 Michelle Bachelet
2010-14 Sebastián Piñera
2014-18 Michelle Bachelet
2018-22 Sebastián Piñera
2022- Gabriel Boric

Chiles uafhængighed

I slutningen af 1700-tallet opstod et generelt ønske i Chile om uafhængighed. Det blev støttet dels af oplysningstidens tanker og fejlslagne administrative og økonomiske reformer, dels af Napoleons invasion i Spanien, der førte til spaniernes dannelse af provisoriske lokalregeringer, juntaer.

Den 18. september 1810 blev en chilensk junta kåret som regering, og efter en lang befrielseskrig blev uafhængigheden underskrevet af Bernardo O'Higgins den 12. februar 1818. Et årti fulgte med blodige borgerkrige mellem de liberale og de konservative og mellem centralister og føderalister. Perioden sluttede med de konservatives sejr i 1830.

Den magtfulde minister Diego Portales organiserede nationalstaten, solidt støttet af det konservative landbrugs- og handelsoligarki, den katolske kirke og af hæren. Portales var arkitekten bag Grundloven af 1833, der legitimerede et autoritært og centraliseret politisk system. Det skabte den største politiske stabilitet og økonomiske udvikling i Latinamerika og var blandt forudsætningerne for Chiles sejr i krigen mod Den Peruviansk-bolivianske Konføderation i 1836-1839 og i krigen imod Spaniens intervention i Peru 1865-1866.

Fred og orden herskede, kun afbrudt af de liberales opstande og kupforsøg i 1851 og 1859. Militæret blev sat ind mod bander og de oprørske mapuche, der led endeligt nederlag i 1882.

Industrialiseringen af landet

De liberale regerede Chile 1861-1891 og var med til at fremme industrialisering og minedrift og modernisere infrastrukturen med jernbaner, havne, telegraf, veje osv. Det liberale styre gjorde op med kirkens magtposition ved en sekulariseringspolitik med bl.a. indførelse af borgerlig vielse, oprettelse af folkeregistre, civile kirkegårde, uddannelsesreformer m.m. Chile blev verdens største sølv- og kobbereksportør.

Efter sejren i Salpeterkrigen 1879-1883 imod Peru og Bolivia blev Chile verdens største salpeterproducent, da territorierne Atacama og Tarapacá blev erobret fra hhv. Peru og Bolivia. Uoverensstemmelserne mellem Parlamentet og den liberale præsident José Manuel Balmaceda Fernandez om bl.a. reformpolitik og nationalbudget bragte landet ind i en borgerkrig, der afsluttedes med Kongressens sejr og indførelsen af et parlamentarisk system.

Allerede i slutningen af 1800-tallet blev det chilenske samfund mere uensartet pga. fremkomsten af en arbejderklasse, især ved salpeterminerne, og ved mellemlagenes opståen i storbyerne. Sociale spørgsmål blev rejst af protestbevægelser, der stillede krav om bedre levevilkår, organisationsfrihed osv. over for magthaverne, der svarede med blodig undertrykkelse. På det tidspunkt dannedes de første arbejderpartier, de første faglige organisationer og den første LO, FOCH. Den sociale kamp imod den oligarkiske stat blev ført inden for systemets rammer.

En bred venstreliberal valgkoalition gav Arturo Alessandri Palma præsidentposten i 1920 med støtte fra mellemlagene og en del af arbejderklassen. Alessandri Palma førte en social reformpolitik, og i 1925 udarbejdedes en ny grundlov, som var gyldig indtil statskuppet i 1973. I perioden 1924-1932 involverede de væbnede styrker sig i politik via en række militære interventioner, som afsluttedes med, at en del af luftvåbnet i 1932 etablerede en kortlivet socialistisk republik.

Kompromisstaten og Revolutionen i friheden

Folkefrontens overtagelse af regeringsmagten ved præsidentvalget i 1938 udgjorde begyndelsen til en lang periode med politisk stabilitet, hvori skiftende politiske koalitioner afløste hinanden. Arbejderklassen med det kommunistiske og det socialistiske parti og mellemlagene med Det Radikale Parti som talerør indtog nøglepositioner i det kompromis- og forhandlingssystem, som lagde grunden til den såkaldte kompromisstat. Det muliggjorde såvel en øget industrialisering med henblik på at begrænse vareimporten som en styrkelse af det offentlige uddannelsessystem.

De kristelige demokraters valgsejr i 1964 forårsagede den såkaldte Revolution i friheden, støttet af Fremskridtsalliancen, som slog de første revner i kompromisstaten og i det system af sociale alliancer og konsensus, den var baseret på. De Kristelige Demokrater regerede uden at indgå koalitioner, og deres reformpolitik blev stærkt imødegået fra både højre og venstre. Dette førte til stigende social mobilisering blandt bønder, slumbeboere, arbejdere og studerende, som pressede regeringen til en mere omfattende reformpolitik.

Statskuppet i Chile og diktaturet

Augusto Pinochet
General Augusto Pinochet umiddelbart efter militærkuppet mod præsident Salvador Allendes regering i september 1973. Pinochet forblev statsoverhoved frem til 1989 og beholdt også i årene efter en betydelig politisk indflydelse.
Augusto Pinochet
Af /Ritzau Scanpix.

Folkeenhedens valgsejr i 1970 med Salvador Allende i spidsen fortsatte reformprocessen med bl.a. nationalisering af kobberminer og af op mod 100 virksomheder og banker, og den kristelig-demokratiske jordreform blev ført ud i livet. Oppositionen, der havde flertal i Parlamentet, blokerede regeringens lovforslag og tvang Allende til at regere via lovdekreter. Samfundet blev splittet i to uforsonlige grupper, og Folkeenhedens partier kunne ikke samles om en fælles strategi. Den politiske krise tilspidsedes 1972-1973 og skabte forudsætninger for statskuppet 11. september 1973.

En militærjunta under ledelse af general Augusto Pinochet indførte undtagelsestilstand, og tusindvis af Folkeenhedens tilhængere blev summarisk henrettet, fængslet eller tvunget i eksil. Alle politiske og faglige aktiviteter blev forbudt, mens juntastyret afmonterede retsstaten og gennemførte en ekstremt liberal økonomisk politik.

I løbet af få år blev inflationen bragt drastisk ned, produktionen steg, statsvirksomheder blev privatiserede, udenlandske investeringer strømmede til, og landet begyndte at afvikle udlandsgælden. Disse positive økonomiske træk skabte det "chilenske mirakel", hvis negative sociale omkostninger var høj arbejdsløshed, ekstrem fattigdom og fortsat undertrykkelse.

Takket være den katolske kirkes indsats genopstod de sociale bevægelser og de første nationale protester mod styret. Inden for rammerne af diktaturets grundlov af 1980 blev der afholdt valg, og Patricio Aylwin Azócar blev valgt til præsident 1989 for Den Demokratiske Sammenslutning, som hovedsagelig bestod af kristelige demokrater, socialister og venstreliberale.

Aylwin Azócar holdt fast på en markedsorienteret økonomisk politik, som muliggjorde fortsat økonomisk vækst, samtidig med at regeringen stilede mod en mere ligelig indkomstfordeling og på hjælpeprogrammer til gavn for de fattige. Retstilstanden blev forbedret, men hærens vetoret og Pinochets magtposition i regeringen hindrede, at diktaturets forbrydere kunne stilles for retten. I marts 1994 blev den kristelige demokrat Eduardo Frei Ruiz-Tagle (f. 1942) valgt til præsident.

Demokratiet efter Pinochet

Chile kom i 1990'erne langsomt ud af diktaturets skygge. Landets præsidenter måtte arbejde inden for de begrænsninger, som Pinochet havde lagt i sin forfatning, og som bl.a. betød, at Pinochet efter sin afgang fortsatte som hærchef i otte år. Efter at have siddet i husarrest i London vendte Pinochet i år 2000 hjem til Chile. Eksdikatoren blev efter års tovtrækkerier i 2005 sat i husarrest i Chile, anklaget for menneskerettighedskrænkelser; han var desuden blevet anklaget for skattesvig og korruption.

I 2000 vandt Ricardo Lagos som kandidat for Partikoalitionen for Demokrati, La Concertación, knebent præsidentposten foran højrefløjens kandidat. Lagos blev den første socialistiske præsident siden Salvador Allende. Han sløjfede bl.a. militærets ret til at få særlige tilskud fra kobbermineindustrien og indsatte en kvindelig partifælle, Michelle Bachelet, som forsvarsminister. Under Lagos blev Chile et af de mest fremgangsrige lande i Sydamerika, men forholdet til især Bolivia og Argentina blev vanskeligere.

Michelle Bachelet blev venstrefløjens kandidat ved præsidentvalget i 2005/06; hun vandt i anden valgrunde og blev dermed Chiles første kvindelige præsident. Halvdelen af den nye regerings medlemmer var kvinder.

Bachelet blev 2010 afløst som præsident af den konservative forretningsmand Sebastián Piñera, der 2005/06 havde konkurreret med Bachelet om præsidentposten. Sebastián Piñeras første store opgave som præsident blev at genopbygge de dele af Chile, der i februar 2010 blev ramt af et kraftigt jordskælv med epicenter nær landets næststørste by, Concepción. Dernæst lovede Piñera en straffereform efter en brand i et fængsel i Santiago krævede 81 dødsofre.

Efter præsidentvalget i 2013 vandt Michelle Bachelet atter posten, og hun bestred embedet i perioden 2014-2018, hvorefter Piñera atter havde det i en fireårsperiode. Den 11. mart 2022 tiltrådte Gabriel Boric fra centrum-venstrepartiet Cenvergencia Social som landets præsident frem til 2026.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig