Chile - geografi

Størstedelen af befolkningen er mestizer, efterkommere af indianere og europæere, fortrinsvis spaniere. Flere af de europæiske indvandrergrupper kan stadig findes i etnisk koncentrerede samfund. Syd for floden Bío-Bío slog tyske, franske, italienske og schweiziske småbønder sig ned i midten af 1800-t., og det er ikke ualmindeligt at høre tysk på gaden i byer som Valdivia, Osorno, Puerto Varas og Puerto Montt, hvor der lever ca. 50.000 efterkommere af tyskere.

I slutningen af 1800-t. bosatte serbiske, kroatiske og britiske emigranter sig i landets sydlige provinser, hvor de slog sig på fåreavl. Det spanske element er dog helt fremherskende, og spansk er nationalsprog.

Til Chiles oprindelige befolkning hører mapuche. Disse indianere standsede inkaernes erobringstogt ned gennem landet et århundrede før spaniernes ankomst. Hovedparten af mapucheindianerne lever nu i skovlandet omkring Temuco; deres antal anslås til ca. 1 mio. inklusive huilliche-indianerne, som lever på og omkring øen Chiloé. Af andre indianerfolk lever ca. 15.000 aymará i de nordlige Andesbjerge og 3000 rapa nui på Påskeøen.

Indianerne har befundet sig nederst på den sociale rangstige siden kolonitiden. Stillingen forværredes under Augusto Pinochets diktatur, da indianernes kultur og hele eksistens blev fornægtet. Det var strafbart offentligt at tale indianske sprog eller i det hele taget at udtrykke indiansk kultur.

Store dele af den indianske kulturarv er gået tabt, og der er heller aldrig udviklet skriftsprog til de forskellige indianske sprog. Efter diktaturets ophør har indianergrupper dannet et politisk parti, som skal arbejde for indianske interesser.

90% af befolkningen lever i den centrale region, som også er langt den mest velhavende. Mod syd er der en spredt befolkning af fåreavlere, ligesom oliefelterne ved Magellanstrædet og kulfelterne syd for Concepción giver anledning til en vis bosættelse. I de nordlige provinser ligger Atacamaørkenen, og her er stort set kun bosætning i forbindelse med minedrift og den tilhørende transport og service.

Chile er stærkt urbaniseret. Byerne vokser i takt med, at mange chilenere forlader landbrugsregionerne for at søge lønarbejde. I 1992 boede 85% af befolkningen i byer. Hverken boligbyggeriet eller arbejdsmarkedet kan følge med den store migration. Slumkvarterer findes omkring de større byer og er især omkring Santiago vokset til hele bydele.

Lidt over en tredjedel af befolkningen indgår i arbejdsstyrken; heraf er en tredjedel kvinder.

Landbruget beskæftiger 13,6% af den erhvervsaktive befolkning, men sektoren har mindre betydning for økonomien. Kun godt 2% af arealet er dyrkbart, langt det meste i den frugtbare Centralregion. Under de gunstige klima- og jordbundsforhold her avles bl.a. hvede, majs, vin, frugt og grøntsager. Mod syd er især kartofler, korn og bønner vigtige afgrøder ved siden af græs, som er basis for en betydelig kvæg- og fåreavl.

Fiskeri. Med sin lange kyststrækning står Chile sammen med Peru for en stor del af Sydamerikas fiskeri. Den kolde Humboldtstrøm blandes med varmere vand ud for kysten og danner basis for et rigt fiskeri, især efter ansjoser. Størstedelen af fangsten forarbejdes til fiskemel og eksporteres.

Chile er verdens største producent og eksportør af fiskemel. Under Augusto Pinochets regime stimuleredes denne valutaskabende virksomhed med overfiskeri til følge. Flere fiskearter er nu truede; dette gælder også den værdifulde loco-musling, der har sin eneste forekomst ved Chiles sydlige kyster. Også søpindsvin, torsk og tang trues af rovdrift, og kvoteordninger er iværksat.

Industrisektoren beskæftiger 23,4% af den erhvervsaktive befolkning og bidrager med knap 50% af BNP. Allerede før 2. Verdenskrig udvikledes en ret omfattende industri baseret på konsumvarer. Den lette industri er især lokaliseret i og omkring Santiago, som også rummer hovedparten af maskin- og elektronikindustrien.

I 1980'erne skete der en vækst i den eksportrettede industri og i sværindustrien. Det store industrikompleks San Vicente i Concepciónområdet er bygget op siden 1950 og omfatter jern- og stålværk, olieraffinaderi og petrokemisk industri. I landets tredje betydende industriområde Valparaíso findes også petrokemisk industri foruden konsumvareindustri. Endelig er der papirindustri omkring Bío-Bío-floden.

Minedrift. 2% af arbejdsstyrken er beskæftiget ved minedrift; det er mere end i næsten alle andre lande. I det nordlige Chile findes 40% af verdens kobberreserver, og kobber udgør ofte op mod halvdelen af eksporten. Endvidere er der rige forekomster af salpeter (til kunstgødning, chilesalpeter), jern, kul, svovl, guld, sølv og mangan. Hovedparten af verdens jodproduktion kommer fra Chile.

Olieproduktionen er ubetydelig, men der er betydelige naturgasforekomster på Tierra del Fuego længst mod syd. Her er også kulproduktion.

Som andre erhverv hæmmes minesektoren af landets enorme afstande og den begrænsede infrastruktur. Hovedruten gennem landet er Panamerican Highway, som fra Peru forbinder Puerto Montt i syd med Arica i nord og fortsætter til Peru.

Jernbanenettet er bygget i forskellige sporvidder; det er stærkt nedslidt og udnyttes kun i Santiagoområdet og sydpå. Syd for Puerto Montt forbinder kun fly- og skibstrafik byerne.

Chile er overalt præget af de kolde havstrømme i Stillehavet mod vest og Andesbjergene mod øst. I ældre tider løb der en dal gennem hele landet mellem Andeskæden og den vestligere kystbjergkæde. Nord for Santiago er de to kæder vokset sammen, men syd for og helt til Puerto Montt løber denne langstrakte dal over 1000 km.

Endnu sydligere har havstigning og geologisk dynamik druknet dalen, som nu ses som Sydchiles store skærgårdskyst med et utal af fjorde, øer, kanaler og skær. I dette område medbringer de fremherskende vestenvinde store mængder fugtighed fra Stillehavet, som afgives over de to vestvendte skråninger af bjergkæderne.

Klimaet varierer naturligvis meget i det langstrakte land. Fælles for den lange strækning er dog Humboldtstrømmens dæmpende virkning på temperaturen: Mod nord bliver det sjældent ekstremt varmt og mod syd sjældent bidende koldt.

Den nordligste region, fra Peru til Copiapó, domineres af Atacamaørkenen med ekstrem tørke og store temperatursvingninger. Syd herfor ligger et bælte med sparsom vinterregn (maj-juli). Også her er store arealer helt uden vegetation, men der er opdyrkede dale med kunstvanding. Hele dette nordlige område ligger i den subtropiske klimazone.

Chiles hovedland ligger mellem Illapel og Concepción. Jorden er frugtbar, og klimaet er mildt med vinterregn. Her er store landbrugsejendomme og vingårde.

Længere sydpå, ned til Puerto Montt, er klimaet mildt tempereret, nedbøren stiger, og landskabet er skovdækket med rydninger til landbrug. Det er et frodigt bjerglandskab med store søer og vulkaner. Nedbøren er normalt meget kraftig og falder det meste af året. Syd for Valdivia når årsnedbøren størrelser, som ellers kun findes i troperne.

Chiles Patagonien er den 1600 km lange strækning fra Puerto Montt til Kap Horn. Her er klimaet tempereret, stormfuldt og præget af enorme regnmængder. Landskabet er skovdækket og stort set ubeboet; kun få pct. kan opdyrkes.

Østsiden af Andesbjergene samt den chilenske del af Tierra del Fuego kaldes Atlantisk Chile. Her er Stillehavets mildnende effekt mindre, og klimaet er fugtigt polarklima.

Floderne er korte, flyder fra Andesbjergene mod vest og er især i de sydlige egne vandrige. I nord når de knap nok ud til havet, og vandet til byerne i Atacamaørkenen må hentes ved Andesbjergenes floder. Målt pr. indb. antages Chile at have verdens største vandkraftresurser; de udnyttes flere steder, bl.a. på landets største flod, Bío-Bío, og vandkraft dækker en betydelig del af energiforbruget.

Læs mere om Chile.