Chile - økonomi

Chiles økonomi var i 1970'erne og 1980'erne præget af samfundsomvæltninger og gældskrise, men siden slutningen af 1980'erne har landet haft den bedst fungerende økonomi i Latinamerika. Vækstraterne har været høje, inflationen forholdsvis lav og gældsbyrden er reduceret; det samme gælder den tidligere så voldsomme afhængighed af kobbereksporten. I den økonomiske politik er udbygning af infrastrukturen samt sundheds- og uddannelsessektoren blevet opprioriteret. Chile er Sydamerikas rigeste land med den længste middellevetid, men er som regionens øvrige stater præget af arbejdsløshed og stor indkomstulighed.

Salvador Allendes socialistiske regering indførte i 1970 en omfattende statslig kontrol med den økonomiske aktivitet, hvilket resulterede i øget forbrug og velfærd, men også vareknaphed, høj inflation, kapitalflugt, betalingsbalanceproblemer og politisk polarisering.

Amerikanske storbanker standsede långivningen og genoptog den først efter militærkuppet i 1973. Nu fulgte en monetaristisk inspireret liberalisering af økonomien med store sociale omkostninger til følge: stigende arbejdsløshed og faldende realløn. Ved en møntreform i 1976 blev møntenheden escudo erstattet af peso. En række mindre devalueringer fulgte, hvorefter valutaen 1979-1982 blev holdt fast over for dollar. I slutningen af 1970'erne var økonomien atter i bedring, men en ny alvorlig tilbagegang satte ind efter den anden oliekrise i 1979. De internationale lånerenter steg kraftigt, mens kobberpriser, som Chile var så afhængig af (kobber udgjorde mere end 80% af eksporten i begyndelsen af 1970'erne), faldt betydeligt.

Konkurrenceevnen blev søgt forbedret gennem bl.a. en kraftig devaluering af pesoen i 1982, men gældsproblemerne steg så hastigt, at Chile måtte bede Den Internationale Valutafond, IMF, om finansiel støtte og kreditorerne om en gældsomlægning.

Hensynet til betalingsbalancen førte til både en mere protektionistisk handelspolitik og en omlægning af valutapolitikken, som siden 1982 har været baseret på en løbende nedskrivning af pesoen over for dollar nogenlunde i takt med udviklingen i inflationsforskellen i forhold til de vigtigste samhandelslande. Handelspolitikken blev først lempet mod slutningen af 1980'erne, da økonomien igen var inde i et solidt vækstforløb, og gældsproblemerne var blevet reduceret betragteligt.

Til trods for, at handelsbalancen ofte har vist pæne overskud, er rentebetalingerne på udlandsgælden så store, at betalingsbalancen årligt er i underskud. Når dette ikke har resulteret i nye gældsproblemer, skyldes det dels, at eksporten og BNP er steget stærkere end udlandsgælden, dels at landets internationale likviditet er styrket gennem udenlandske investeringer og kreditter.

Chiles vigtigste handelspartnere er USA, Brasilien, Kina og Sydkorea. Det har frihandelsaftaler med EU (fra 2003) og en række andre lande, bl.a. USA og Kina. Regionalt er Chile medlem af Latin American Integration Association (LAIA), og landet er associeret medlem af det latinamerikanske indre marked, Mercado Común del Cono Sur (MERCOSUR). Endelig blev Chile i 1994 medlem af Asia-Pacific Economic Cooperation (APEC).

I 2005 var Danmarks eksport til Chile på 605 mio. kr., mens importen udgjorde 964 mio. kr.