Childe Hassam, 1859-1935, amerikansk maler og tegner. Hassam, der var vokset op i Boston, studerede 1886-89 i Paris, hvor han fattede interesse for impressionismen. Han slog sig ned i New York, og bylivet blev det foretrukne motiv for såvel hans tegninger som for hans farvestrålende impressionistiske malerier. I 1898 var han medstifter af gruppen Ten American Painters, der via udstillinger promoverede impressionismen i USA.