Chief Joseph var høvding for nez percé-indianerne i det nordvestlige USA. Fra midt i 1800-tallet trængte hvide nybyggere ind i indianernes territorium i Oregon, og i 1877 truede USA's regering indianerne med tvangsforflytning. Chief Joseph forsøgte derfor at føre stammen til Canada. Under stadig forfølgelse kæmpede indianerne sig vej frem til Montana, men kun ca. 50 kilometer fra grænsen blev de omringet af den amerikanske hær og ført til indianerterritoriet i Oklahoma. Indtil sin død prøvede Chief Joseph gennem artikler, taler og direkte henvendelser at overtale regeringen til at lade resterne af stammen vende tilbage til Oregon, men forgæves.