Chiclayo, by i det nordlige Peru; 524.200 indb. (2007); en af landets hurtigst voksende byer. Den ligger nær Stillehavet på en tropisk ørkenslette, hvor der med kunstvanding bl.a. dyrkes ris, bomuld og sukkerrør. Byen har en del industri tilknyttet landbruget foruden cement- og møbelfremstilling. I omegnen er der gjort betydelige arkæologiske fund med fine eksempler på førcolumbiansk kunst.