Chen Lifu, 1900-2001, konservativ kinesisk politiker, medlem af inderkredsen i Guomindangs ledelse 1928-50, trofast støtte for Chiang Kai-shek. Chen Lifu var leder af partiets frygtede "interne undersøgelsesafdeling" 1928-38, undervisningsminister 1938-44 og med afbrydelser leder af Guomindangs partiapparat 1932-48. Sammen med broderen Chen Guofu udgjorde han rygraden i den uforsonlige antikommunistiske og stærkt konservative "CC-klike". Ideologisk var han talsmand for en "vitalistisk" filosofi baseret på ønsket om genopvækkelse af Kinas traditionelle værdier.