Charleville-Mézières, by i Nordfrankrig 75 km NØ for Reims tæt ved grænsen til Belgien; ca. 49.000 indb. (2013). Byen er administrationsby for departementet Ardennes. Den lider under krisen i den nordfranske kul- og stålindustri. En ugunstig beliggenhed ved foden af Ardennerne giver byen et begrænset opland, der stiller den svagt i konkurrencen med andre byer i området. Charleville, grdl. 1606, og Mézières fra 800-t. er vokset sammen og siden 1966 regnet under ét. De to gamle bydele er omgivet af hver sin flodslyngning: Charleville, den borgerlige handelsby med rektangulært gadenet, og Mézières, en militær by indesluttet i et fæstningsanlæg fra 1500-t.