Charles de Freycinet, 1828-1923, fransk venstrerepublikansk politiker, oprindelig ingeniør. Under Den Fransk-tyske Krig blev Freycinet i oktober 1870 medlem af den nyoprettede forsvarsregering og fik ansvar for krigsførelsens fortsatte organisering. Som minister for offentlige arbejder 1876-79 udbyggede han jernbane- og kanalsystemet. Freycinet var regeringsleder 1879-80, 1882, 1886 samt 1890-92; som krigsminister 1888-93 fik han indført tre års værnepligt og arbejdede for en militær alliance med Rusland. Freycinet var igen krigsminister 1898-99 og tillige senator 1876-1920.